19. oktober

Det er knæk-canceren tid....
Jeg har doneret penge til en lyspose... håber i støtter op om det.

Men føj hvor det rammer. I går knækkede filmen for mig, da der var en fortælling om en kvinde på min alder (tror jeg) der havde haft brystkræft og så så man hende få kemo. Der var bare for meget. Så mig selv ligge der.. havde jo nærmest fortrængt det. Og når man går ind og læser på de andre lysposer, så synes jeg bare at der er så mange der er døde... ved godt det ikke alle er af brystkræft men nogen er der. Så kommer der lige en lille djævel og planter lidt angst. Den fucking kræft skal bare holde sig langt væk fra mig. Men hver gang jeg har ondt et sted så kommer tanken: er det mon kræft i knoglerne, tarmen, blæren, hjerne, osv osv. En del af mig siger: så gå dog til lægen og få det tjekket.. og den anden del siger: Lad være.. hvad man ikke ved har man ikke ondt af...

Åhhh hader at have det sådan. Jeg er rask og vil sg være glad og ikke bange.

Tak fordi i gad læse mit ikke særligt opmuntrende indlæg.

31.august

yeeehaaaaa !!!!!

I morgen klokken ca. 16.40, starter mit nye liv. Uden kemo og stråler. Tænk en gang ... jeg kan næsten ikke fatte det.
Det er så stort og samtidigt så skræmmende at skulle stå på egne ben. Min støttefod er væk. Det er en underlig følelse at ikke være i daglig kontakt med professionelle der støtter, trøster, spørger til en og ikke mindst behandler en.

Nu skal jeg til at leve et liv som tidligere kræftpatient. Og jeg skal huske at LEVE LIVET ... en dag af gangen og nyde den 100 %. Smide min angst for tilbagefald langt pokker i vold.

Derfor har jeg i dag bestilt tid til en psykolog/rådgiver hos kræftens bekæmpelse. For nu dukker alle tankerne op... tanker om tilbagefald. Og jeg nægter at lade de tanker overskygge min glæde ved at være rask.

Min søn har en bekendt ... en ung smuk sej pige som har haft brystkræft og fået fjernet brystet.
Jeg har lånt lidt hun har skrevet.. og skrevet lidt om, for hun har så evigt ret.

 Folk spørger om det ikke er fedt at være færdig med især kemoen.... Jo det er det .. og på den anden side nej. For når man får kemo så forventer folk at du får det skidt ind i mellem. Det gør de ikke mere. Nu forventer folk nærmest at man er tilbage til før D-dag. Det er lige som om at folk måske ikke helt forstår at jeg stadig har dage hvor jeg har ondt eller bare er ked.
Kroppen begynder først at nærme sig det normale efter 1 år. Senfølger kan vare mange år. Blandt andet har jeg mange smerter i led og muskler i benene.

Så til alle jer der har støttet, lyttet, sendt gaver, tilbudt hjælp, lagt ører til mine tanker, opmuntret osv... jeg havde ikke klaret det uden jer. Det er helt sikkert. Og jeg takker af hele mit hjerte for at have jer i mit liv. Men livet efter kræft er ikke bare lutter lagkage. Min hverdag skal op og køre igen.. og det samme skal mit helbred og min psyke. Det kræver rigtig meget af mig... både fysisk og psykisk... så jeg har stadig brug for jer.

Jeg bliver aldrig den samme som før.... men jeg vil gøre alt for at komme så tæt på som muligt.

Sidst men ikke mindst. ..... ignorer aldrig nogensinde en knude i brystet.. hvor lille og ubetydelig den så end virker.

18. august

Nej nu er det igen alt alt for lang tid siden.....

Jeg slap jo endelig af med den bule under armen... og er startet til motion igen.
Min smagssans er tilbage på 100%.
Det er nu meget rart at kunne smage forskel på stegt flæsk med persillesovs og havregrød. Ved ikke om i kan følge mig :-)

Nu er jeg startet til stråler og har i dag fået min 6. gang og har kun 9 tilbage. Derudover har jeg været til samtale hos min læge .. og alt så fint ud og mine tal var fine.

Inden jeg skulle starte til stråler, skulle jeg til en CT-scanning. Jeg kunne ikke huske om det var den åbne eller lukkede scanner, så jeg ringede derop og spurgte. Forklarede dem at hvis det var den lukkede, måtte de dope mig så meget at jeg ikke opfattede at jeg blev kørt ind i den. Hun fortalte at det var en åben og spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme op og se den. Det gjorde jeg og blev helt rolig da jeg kom ind og så den.

Som sagt er jeg i gang med stråler og det er jo PEANUTS i forhold til kemo. Derudover er mit bryst hævet op (hvilket er normalt) så jeg har NÆSTEN fået i hvert tilfælde et fast bryst. Det er da ok. 1 fast bryst ud af to. ......er bedre end to sokker med en femmer i.

Sygeplejerskerne er lige så søde der som alle andre der arbejder med kræft. De er altså noget helt for sig selv.

Sidste weekend sendte jeg Steen på mc-festival.. han har været en kæmpe støtte for mig. Har haft en masse overarbejde, så skulle handle samt nusse og tage sig af mig. Så jeg synes han trængte til lidt mandehørm... Han er så opmærksom på mig og er der 100 % for mig og brokker sig aldrig.

Mit hår vokser og forhåbentlig følger mine øjenbryn snart med... har 2 halve øjenbryn.
Håret er virkelig gråt .... men det får det sg ikke lov til at blive ved med. Tog min paryk på forleden, gud ved om jeg kan vænne mig til at have hår igen. Der er mange ting der er nemmere med så kort hår.

25. juli

Puhhha lang tid siden.

Starter med det gode... I går var det sidste gang med kemo. Det var en stor dag. Den startede lidt skidt da de ikke kunne finde en åre at ligge droppet i. Men 3. gang var lykkens gang. Og da jeg lå og så de sidste dråber løbe igennem, var det meget følelsesladet. Vi havde købt chokolade til pigerne og skrevet et kort. Der var flag på mit bord og den stod på kram da vi gik.
Jeg har været total glad og høj hele dagen. Der kom bud med blomster fra Dorthe, nevøerne, Sarah og ungerne. Og dagen før var der blomster fra Mette. Havde det fint hele dagen og aftenen..  gik i seng kl. 23 og vågnede kl. 3 og sidder nu her og hækler og ser tv... mon ikke snart jeg bliver træt.


------------------------

Nu til det mindre sjove.

Den 6. juli var jeg til motion. Vi havde nye undervisere på som lavede lidt hårdere øvelser for brystvævet.. (det er jo mest beregnet på nyopererede)
Jeg kunne godt mærke det gjorde nas, men tænkte at det jo var en muskel jeg ikke var så vant til at bruge.
Næste morgen var jeg hævet under armen. Ringede op på afdelingen og fik at vide at jeg skulle holde øje med feber og rødme... men fredag d. 10., var den så stor som et hønseæg og meget generende.
Han mente det var noget betændelse i en slimsæk eller lignende, da der ikke var noget væske der kunne tømmes ud. Jeg fik noget penicil og tog hjem igen.
Søndag d. 12.,  fik jeg feber og måtte på akutmodtagelsen. Mine infekstionstal var forhøjede så man ville godt lige overvåge mig til næste dag... så jeg røg op på afdelingen kl. 2 om natten. Næste dag så det finere ud og lod mig udskrive. Jeg skulle til tjek med hævelsen og de igen prøvede at suge væske ud.. hvilket ikke lykkedes.
Den 15. måtte en tur til tjek igen da det nu væskede ret kraftigt. De prøvede igen igen at suge noget ud. De fik lidt betændelse ud som blev sendt til dyrkning for at se om jeg skulle have stærkere penicilin. Det skulle jeg heldigvis ikke.

Tirsdag den 21. måtte jeg ringe derop igen.. det væskede stadig og der var en stor blodvabel. Det var min dejlige overlæge Susanne der tjekkede mig. Det så fint ud. Det var ikke betændelse men sårvæske. Der var ikke noget stort hul og hun kunne se at det var ved at lukke sig. Og hun mente ikke dette ville have betydning for at jeg ikke skulle kunne få kemo fredag.

Det var sygeplejersken og Oskar (læge på kemoafdelingen) ikke enige i. Men så blev der tilkaldt en anden læge og han sagde GO FOR IT GIRL.

Så det var en lettet Stine der gik ud derfra og kunne glæde sig til næste dag hvor 6. og sidste kemo skulle indtages.

den 2. juli

Selve kemoen gik godt...
Hende der stak mig var bare fantastisk til det.

Men allerede lørdag begyndte smerterne. Puha det var godt nok voldsomt. Og samtidigt begyndte alt det svampe-halløj i min mund og den smule smagssans jeg havde fået tilbage fra sidst, forsvandt igen. Jeg har ikke lyst til at spise andet end is.

Udslæt har jeg fået igen.. ved halsen ... samt under brysterne.

I går fik jeg nok. Jeg havde fået noget svampegel til min mund og det giver i den grad diarre. Jeg græd og græd .... smerterne sad i nakken og ryg og føltes som en mild lammelse.

Jeg kunne pludselig overhovedet ikke være sej mere.. eller klappe i hænderne over at der KUN er en gang tilbage. Filmen knækkede bare. Og stakkels Steen ved ikke hvor han skal gøre af sig selv når jeg er ked af det.

Søvn er også lidt la-la. Jeg vågner hver nat ved 3-tiden og er vågen en lille time.. for så at falde i søvn igen.

Andre danskere jubler over varmen men for mig gør den det hele meget værre. Også psykisk fordi jeg ikke kan komme ud og nyde den.

Jeg er såååå træt og gider ikke mere. Lige nu har jeg det bedst hvis Steen bare er i nærheden af mig. Parat til at gribe mig, når det hele vælter

Sorry, at jeg ikke kunne komme med en dejlig, sjov og positiv opdatering.

21.6

Så er der kun 5 dage til næstsidste gang kemo. Synes godt nok det har været hårdt denne gang. Lige fra anden dag efter kemo, har jeg døjet med forskellige ting. Dog ikke de smerter de havde sagt næsten var obligatoriske. Kunne jeg vælge havde jeg valgt dem frem for det andet... smerter kan i det mindste dulmes med piller.

Jeg har haft belægning i hele munden. Det har gjort at det sved og irriterede når jeg spiste, skulle synke, tale osv.. det påvirkede mit humør meget. Så fik jeg et anfald af nikkeleksem som jeg ALDRIG har lidt af. Derefter mistede jeg stemmen i to timer.

Så fik jeg nældefeber 5 dage i træk. Hvor jeg slog helt vildt ud med store kløende plamager. Og for at det ikke skulle være løgn fik jeg bumselignende knopper i hele fjæset.

Jeg har haft mange problemer med mine smagsløg. Giv mig bind for øjnene og lad mig smage på mælk og cola og jeg vil ikke kunne smage forskel.

Der har virkelig været dage hvor jeg har tænkt : nu gider jeg bare ikke mere. Men så skammer jeg mig og føler at jeg skal være lige så stærk, sej, positiv og optimistisk som folk plejer at sige jeg er. Også fordi jeg jo er i live....... og er rask. Og stadig trods dette her, er sluppet nemt over bivirkningerne i forhold til andre.

Nogen dage føler jeg mig som en klods om benet på Steen. Især de dage hvor jeg ikke orker noget. Han kommer træt hjem fra job... og skal måske handle ind først fordi jeg ikke har kunne overkomme det. Vil også helst overfor mine børn fremstå som den seje mor der har skide meget overskud og stadig griner og pjatter. Har det skidt med at de skal se mig have det dårligt.

Har flere gange oplevet at kigge i spejlet og tænkt... fuck.. jeg har haft kræft. Er det en ond drøm eller hvad... men for pokker. Jeg er erklæret rask... nu forebygger vi bare at der ikke er mere tilbage.
Mit hår vokser helt vildt... sommeren er forhåbentlig på vej. Vi har fået ny bil. I morgen starter jeg til motion for brystkræftramte kvinder..... Længe leve livet.

6. juni

I går var det første gang med den nye kemo.
Jeg var meget nervøs. For det første pga mine dårlige erfaringer med at få lagt et drop. For det andet på grund af muligheden for en allergisk reaktion.

Vi kom der op kl. 9 og jeg sagde vi var kommet og at jeg var meget nervøs. De beroligede mig og sagde at det var der absolut ingen grund til.

Der var forsinkelser på 45 min men det passede mig fint .. så kunne jeg lige falde lidt ned.

Jeg fik mig en seng at ligge i og Merete (sygeplejerske) kom ind for at lægge mit drop. Hun var så god til at lægge det sidst så jeg følte mig rolig i hendes hænder.. og det gik som smurt. Steen og jeg var helt oppe og kører over at det lykkedes i første hug.

Så fik jeg kølehansker og sokker på. Meget ØØØNDIGT. Følte mig som Anna fra "Anna og Lotte". Der manglede bare Georg og et badekar.

Derefter gik vi i gang og sygeplejersken satte sig og holdt øje med mig. En allergisk reaktion ville vise sig ved kraftig rødmen i ansigt og på brystet samt trykken for brystet.

Heldigvis skete der intet og så lå jeg ellers der og lignede noget der var løgn. Puha det var koldt på fødderne. Ikke så slemt på hænderne. Steen satte min tablet op med noget netflix og gik ned for at købe noget at drikke. Jeg måtte skubbe fødderne lidt ud af sokkerne.. Det stak og prikkede i tæerne. Da jeg så lige havde vænnet mig til temperaturen kom hun med et nye friske fra fryseren. ÆV....

Nå pludselig var vi færdige... Steen fik instruktioner i den sprøjte han skal give mig... Det er jeg lidt spændt på.

Vi pakkede sammen og tog hjem. Vejret var jo dejligt så jeg rumsterede lidt ude i haven. Kunne godt mærke at mine led og muskler begyndte at gøre ondt. Jeg lagde mig og fik en lur og vågnede med smerter. To mine piller og det aftog.

Aftenen gik fint. Jeg hæklede og vi så tv. Og så var det sengetid. Tog nogle piller og lagde mig og læste lidt. Et stykke tid efter fik jeg det skidt .. men kvalme og bare uro i kroppen. Gik ned til Steen igen for jeg føler mig mest tryg i nærheden af ham når jeg har det skidt.
Lå der lidt til han gik i seng og gik med op.
Kl 2.15 gik jeg ned i stuen. Jeg var vågen og havde så megen uro i mine ben.

Så lå jeg ellers og kartede rundt på sofaen men må være faldet i søvn. Vågnede ved 6-tiden.

Har det nogenlunde. Lidt smerter i leddene og bombet i maven af alle de piller. Men hvad fanden... det skulle vist gå over om et par dage...OG DER ER KUN TO GANGE KEMO TILBAGE.....
Så skal der faneme festes....


Nå i må jo hellere få et billed af Anna.....